En 74-årig mand, der kort efter klokken 18 blev fundet i Aarhusbugten og fløjet til hospitalet, er død.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter lidt efter klokken 19 mandag aften.

- En 74-årig mand fra Aarhus blev reddet op i en helikopter i Aarhusbugten og fløjet til AU Skejby. Han er blevet erklæret for død på hospitalet. Pårørende er underrettet. Politiet har ikke yderligere oplysninger til sagen, skriver politiet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

En storstilet eftersøgning blev sat i værk, efter at politiet klokken 16.16 fik en anmeldelse om, at en mindre sejlbåd var drevet i land ved Knebel Vig.

Den lå på en måde, som ifølge politiet indikerede, at den ikke var blevet sejlet i land af nogen, og at en eller flere personer derfor kunne være i vandet.

Rednings- og eftersøgningsaktion i Aarhusbugten foregik både til lands, til vand og i luften. Mens Forsvaret sendte en helikopter i luften, satte Aarhus Brandvæsen både i vandet.

Kort efter klokken 18 blev den 74-årig fundet i vandet og fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

- En person reddet op i helikopter og fløjet til AU Skejby. Status på personen ukendt, skrev Østjyllands Politi på Twitter i den forbindelse.

Det er ikke oplyst, om manden var i live, da han blev fundet i vandet.

/ritzau/