To mænd, der er sigtet for at have begået to drab i Ruds Vedby og Vemmelev på Sjælland, er nu også blevet sigtet for et hjemmerøveri i Skibby.

Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af oplysninger, der er kommet frem i et retsmøde torsdag i Næstved.

Oprindeligt blev mændene i juni anholdt og sigtet for at have dræbt den 68-årige Kiehn Georg Andersen i Ruds Vedby og den 80-årige Poul Frank Jørgensen i Vemmelev.

Men under politiets efterforskning mod mændene er der dukket flere belastende oplysningen frem om andre forbrydelser, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Derfor kan der være flere nye sigtelser på vej ud over sagen om hjemmerøveriet, som blev begået med et oversavet jagtgevær i Skibby.

- Vores efterforskning tegner et meget bekymrende billede af de to anholdte, som vi mistænker for at være indblandet i flere andre alvorlige og grove forbrydelser ud over de to drab og hjemmerøveriet, siger politiinspektør Kim Kliver.

- Så vi fortsætter med en dybdegående efterforskning mod de to mænd, indtil alle kort i sagen er blevet vendt, udtaler han i pressemeddelelsen.

Drabet i Ruds Vedby fandt sted i april, og i juni skete en tilsvarende forbrydelse i Vemmelev.

Den ældre af de to sigtede og varetægtsfængslede mand har afgivet en forklaring om, at den var den yngre, som slog begge mænd ihjel, skriver Ekstra Bladet fra torsdagens retsmøde.

/ritzau/