En ledende læge fra Radiologisk Afdeling på Ringsted Sygehus er med øjeblikkelig virkning blevet sat under skærpet lægeligt tilsyn af Styrelsen for Patientsikkerhed. Samtidig tager styrelsen nu på tilsynsbesøg på sygehuset for at sikre, at visitationen til brystkræftundersøgelser og patientsikkerheden på sygehuset er i orden.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke til Jyllands-Posten forud for et samråd i Folketingets sundheds- og ældreudvalg torsdag i sagen om mangelfulde brystkræftundersøgelser.

LÆS OGSÅ: Efter konkurs - Nu er Spies ved at blive solgt

De to alvorlige tilsynsskridt kommer på baggrund af nye oplysninger i sagen, herunder blandt andet to nye uafhængige klagesager, som Styrelsen for Patientklager har modtaget fra brystkræftramte kvinder og videresendt til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Den ene af sagerne handler om Katja Gryckdal Lindshauge, som stod frem i Jyllands-Posten søndag og beskev, hvordan hun i april i år blev afvist af sygehuset, selv om hendes læge havde skrevet i henvisningen, at hun havde en knude i brystet og skulle sendes direkte i et kræftpakkeforløb med akut, grundig undersøgelse.

Den pågældende læge, som nu er sat under skærpet tilsyn, skal nu indsende samtlige patientjournaler fra uge 39 og 40 i år for at vurdere, om visitationen af kvinder henvist til brystkræftundersøgelser på sygehuset er i orden.

Det skærpede tilsyn sker efter paragraf 10 B i autorisationsloven, som handler om, at styrelsen har begrundet mistanke om, at den pågældende vil udgøre en forringet sikkerhed for patienterne på grund af kritisabel faglig virksomhed, oplyser Magnus Heunicke.