Arkivfoto. Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix

Motorvej spærret - massiv kø i myldretiden

14. jan, 16:49
Du skal forvente op til 40 minutters ekstra rejsetid, hvis du som bilist skal af E45 fra Horsens mod Aarhus tirsdag eftermiddag.

Et spor er efter et uheld spærret i nordgående retning på motorvej E45 fra Horsens mod Aarhus tirsdag eftermiddag. Det skaber massiv kø.

Uheldet skete, da en varevogn og en lastbil med hænger kolliderede omkring kl. 15.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV2 Østjylland.

Helt præcist er uheldet sket mellem afkørslerne Horsens N og Ejer Bavnehøj, hvor bilerne ved 16-tiden holder i en tre km lang kø.

- Der er forlænget rejsetid på strækningen på mellem 30-40 minutter. At uheldet er sket i myldretiden, gør det ekstra problematisk, siger vagthavende hos Vejdirektoratet, Camilla Eghøj, til TV2 Østjylland.

Vejdirektoratet forventer først normal trafik på motorvej E45 efter myldretiden ved 17.30-18 tiden.

- Inden for en time ventes der åbnet op igen, og så tager det formentlig lidt tid at få afviklet al kø, siger Camilla Eghøj.

Der er ved at blive ryddet op på uheldsstedet, men da det var en varevogn og en lastbil, der stødte sammen, er det et større arbejde.

- Der er skiltevogne fremme, som bliver, indtil de sidste køretøjer er fjernet. Ingen personer kom til skade i forbindelse med uheldet, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Halfdan Kramer, til TV2 Østjylland.

Ifølge vagtchefen er det endnu uklart præcist, hvorfor uheldet skete.

Politiet fik anmeldelsen om uheldet ved 15-tiden.