250 millioner kroner hvert år.

Så mange penge lovede Socialdemokratiet under valgkampen i juni at afsætte til de danske myndigheders indsats mod social dumping og illegal arbejdskraft. Forslaget indgik i en helhedsplan for dansk udlændingepolitik.

Mindre end et halvt år efter har partiet skiftet holdning til, hvor meget der skal bruges på at forhindre arbejdsgivere i at hyre for billig arbejdskraft og snyde i skat. 

LÆS OGSÅ: Akademiker-top overrasker: Bakker op om tidligere pension til Arne

Med finanslovsforslaget for 2020 er der i alt afsat 171 millioner kroner til indsatser mod social dumping til næste år.

Vi har tænkt os at sømme socialdemokraterne op på væggen, indtil de giver sig, og sømme dem fast på det løfte, de gav under valgkampen
Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører (SF)

Det fremgår af en opgørelse, som Beskæftigelsesministeriet har foretaget for A4 Arbejdsliv.

Dermed er der på regeringens forslag til finansloven afsat 79 millioner kroner mindre end det beløb, som S lovede under valgkampen. Det vækker harme i blandt andet støttepartiet SF. 

- Men det gør det bare til en endnu højere prioritering for SF at sikre flere midler til den her indsats, og vi har tænkt os at sømme socialdemokraterne op på væggen, indtil de giver sig, og sømme dem fast på det løfte, de gav under valgkampen, understreger beskæftigelsesordfører Karsten Hønge overfor A4 Arbejdsliv. 

3F: Slet ikke nok

Også fra 3F's side er der kritik.

Forbundssekretær Henning Overgaard oplyser i et mailsvar til A4 Arbejdsliv, at 3F er "særligt opmærksom på", at regeringens finanslovsudspil "slet ikke indeholder nok midler til kontrol og kamp mod social dumping". 

Hos 3F bakker man op om SF's målsætning om at få afsat i omegnen af 280 millioner kroner til indsatser mod social dumping på den endelige finanslov. 

- Det matcher 3F’s vurdering af det, der skal til for at tage kampen op med de stigende udfordringer. Så det hilser vi meget velkomment, lyder det videre fra Henning Overgaard i mailsvaret. 

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) fastholder i et mailsvar til A4 Arbejdsliv, at regeringens "politik og ønske om at styrke kampen mod social dumping er uændret".

- Men vi bliver nødt til at tage et skridt ad gangen og kan desværre ikke løse alle problemer på én gang. Så i første omgang styrkes Arbejdstilsynets indsats i 2020, mens politiets og Skattestyrelsens indsatser videreføres, forklarer Peter Hummelgaard med henvisning til forliget om en styrket arbejdsmiljøindsats, som alle partier på nær Enhedslisten indgik i april i år. 

Jeg synes bare, at det er ærgerligt, at Socialdemokratiet ikke som udgangspunkt lægger op til det, som de selv har sagt, siger partiets social dumping-ordfører
Victoria Velasquez, social-dumping-ordfører, Enhedslisten

Her blev det aftalt, at Arbejdstilsynet skulle have en økonomisk saltvandsindsprøjtning på i alt 460 millioner kroner frem til 2022.

- Det indebærer samlet set en mindre forhøjelse af bevillingen til indsatsen mod social dumping, og det er jeg glad for som et første skridt, lyder det fra beskæftigelsesministeren. 

Enhedslisten ærgrer sig

SF vil gå ind til de kommende finanslovsforhandlinger med et mål om at sikre en bevilling på i alt 280 mio. kr til myndighedernes kamp mod social dumping i 2020. 

Hos et andet af regeringens støttepartier, Enhedslisten, er man også skuffet over regeringens udspil for indsatsen mod snyd på arbejdsmarkedet.

- Jeg synes bare, at det er ærgerligt, at Socialdemokratiet ikke som udgangspunkt lægger op til det, som de selv har sagt, siger partiets social dumping-ordfører, Victoria Velasquez.   

LÆS HELE HISTORIEN PÅ A4 ARBEJDSLIV HER